Da vi nu er kommet et godt stykke ind i det nye år, må vi hellere give jer en lille opdatering fra de seneste uger. Efter jul, nærmere bestemt den 26. december drog vi afsted på en tiltrængt juleferie. Planen var, at tage et hurtigt smut op for at se det smukke “Pulhapanzak”-vandfald i Honduras, overnatte i området og derefter tage videre mod El Salvador. Vores erfaring med mange honduranere er, at man tager sig god tid til tingene og hvis man fx møder nogle på sin vej man får lyst til at stoppe op at snakke med, så gør man det! Sådan havde vi det lidt i mødet med landets smukke, smukke natur og mange muligheder! El Salvador blev dermed droppet og vi blev i stedet ved området omkring vandfaldet og søen “Lago de Yojoa”.
En lille grotte hvor man kan få vejret igen
Vandfaldet set udefra
Efter endt tur – gennemblødte men glade og oppe at køre!
Vandfaldet set indefra..
Da vi ankom tog vi straks ud for at se nærmere på vandfaldet som vi havde hørt man også kunne komme bagom, hvilket vi straks bestilte en guide til. Da vi stod og så på det ret store vandfald fra afstand kunne vi dog ikke helt forstå hvor indgangen var til den bagvedliggende hule (vi forestillede os det hele som værende ligesom Tintin-filmen hvor Tintin går om bagved et vandfald (hurtigt gennem en smal stråle af vand) og ind i en stor grotte). Det viste sig også at være lidt anerledes her. Klædt i almindeligt tøj og sneakers (vi havde glemt badetøj, hvilket senere hen blev ret træls for os (det er ikke nemt at tørre tøj i et konstant fugtigt vejr)) fulgte vi guiden mod første udfordring som gik ud på, at hoppe (fuldt påklædt) ned fra en klippe i en lille, dyb sø. Næste udfordring var så at skulle kæmpe sig gennem ret voldsomme mængder vand (med hovedet nedad for overhovedet at kunne trække vejret) ind til en mindre grotte, hvor vi endelig kunne få lov at trække vejret ordenligt igen. Den “indgang” vi fra afstand ledte efter fandtes altså ikke – vi gik simpelthen bare igennem vandmasserne – Det var vildt!
Vi sejler i kajak på den smukke sø!
Glade og nyforlovede..
Med ring..
Et andet højdepunkt fra juleferien var vores kajaktur på Lago de Yojoa (Honduras’ største sø). Den bød på utrolig smuk natur, dejligt badevand og gode pause spots i form af klippefremspring ved vandkanten. På et af disse klippefremspring skete der også noget ganske særligt – pludselig var Kasper nede på knæ med en ring og en rystende stemme og der blev tudet lidt og sagt et klart og tydeligt “ja” og så kunne vi kalde os forlovede.. Dejligt!
Vi boede midt ude i junglen på et skønt og billigt B&B
Bambus! Kæmpe bambus!
Aftenhygge
Selfie i junglen
Hygge på B&B’et
Jungletur!
Gåtur omgivet af Honduras’ smukke natur
Efter nogle skønne dage i området omkring søen og vandfaldet tog vi videre mod den lille, brostensbelagte by Copan Ruinas, som ligger helt op mod grænsen til Guatemala. Det var en lang tur men dét værd, da vi kom frem til det hyggelige sted fyldt med lækre cafeer og den slags. Vi brugte første aften på at fejre nytår med et brag (bogstavligt talt)! Der blev affyret det ene kanonslag efter det andet og folk havde en fest – alle, selv mindre børn og mødrene dertil, stod med bomberør i hænderne mens det gik af. Vi hyggede os også på trods af den ret anerledes nytårsaften og vores afsavn til vores kære venner derhjemme i Danmark. De følgende dage blev brugt på at se de imponerende Maya-ruiner og en hyggelig ridetur i bjergene med en lokal (meget snaksalig) guide. Det blev til alt i alt 10 dejlige dage og så var den ferie også forbi, og vi vendte snuden tilbage mod Renacer.
Til nytår hører selvfølgelig champagne
Mayaruinerne i al sin pragt
De smukkeste solnedgange sås fra tagterrassen på vores hostel
Vi spiser streetfood og bliver snydt til at betale alt for meget..
Ridetur i bjergene
En virksomhed startet op af kvinder der ønskede at skabe en bedre fremtid for deres børn og børnebørn
Lækre (og lettere opstillede) hotsprings
Hyggelige gader i Copán Ruinas
En virksomhed startet op af kvinder der ønskede at skabe en bedre fremtid for deres børn og børnebørn
Lækre (og lettere opstillede) hotsprings
Tilbage på Renacer begyndte nu vores sidste 10 dage som volontører på stedet. Vi havde fået ny energi til lige at give lidt ekstra af os selv den sidste tid, hvilket var rigtig dejligt. Der var i sandhed fyldt med liv på børnehjemmet – især fordi en hel flok amerikanere som støtter Renacer var på besøg, så det blev en noget begivenhedsrig sidste uge for os. Vi fik brugt en hel masse tid med børnene og medarbejderne som også havde forberedt en lille farvel-ceremoni for os dagen inden vi tog afsted. Det var godt at mærke deres taknemlighed overfor os og de gav udtryk for, at de ønskede vi skulle komme tilbage snarest muligt.
Hende her bliver bestemt også savnet!
Afslutningsceremoni
De store piger sang en sang for os og amerikanerne som de selv havde skrevet
Den her fyr var svær at sige farvel til!
Sidste dag i Honduras blev da også til noget af en oplevelse. Vi havde fået muligheden at tage med amerikanerne og det meste af Renacers personale ud på den nærliggende losseplads for at dele mad ud. Lossepladsen er ikke kun et sted man afleverer skrald, men også et hjem og en arbejdsplads for rigtig mange mennesker. Der er både etableret en lille form for kirke, en kiosk og overalt er skrald eller gamle dæk formet som “huse”. Folk var meget taknemlige for maden og virkede til at være i godt humør på trods af den, for os at se, triste livssituation de stod i. Efterfølgende snakkede vi med en om, at disse mennesker faktisk slet ikke er dem der har det værst, eller er mest fattige her i Honduras, da de alligevel tjener hvad der svarer til omkring 60kr. om dagen på at sortere skrald. En vildt afslutning blev det, på 5 måneder i et land som har mange forskellige sider – vi er fans (#hondurasfans)!
Resterende “Frescos” deles ud i vejsiden til taknemlige børn og voksne
Lossepladsens lokale kirke
Det er et lettere vanvittigt syn der møder én med tanke på at dette sted er omdrejningspunkt for alt hvad beboerne gør!
Der deles mad ud!
Der bliver lavet 300 tallerkner ris og kylling!
Tiden på Renacer har både budt på mange udfordringer, ift. sprog, privatliv og kulturforståelse, men man må også sige, at det har været 5 måneder med personlig (og fælles 😉) udvikling, med nye bekendtskaber, nye forståelser af verden, nye perspektiver på livet – alt sammen noget vi endnu ikke er færdige med at bearbejde i skrivende stund, men vi kan mærke der er sket noget i os og det er vi taknemlige for. Det er underligt at det nu er forbi. At det slet ikke er sikkert vi nogensinde kommer til at se alle de skønne børn, unge og medarbejdere fra Renacer igen. At vi nu sidder i Guatemala og nyder vores sidste aften her inden turen går mod Sydamerika. Ar vi nu har taget hul på 2. del af vores rejse..
Vi vender tilbage med updates fra en spændende rejse der venter os!
Vi vender tilbage med updates fra en spændende rejse der venter os!
diariodehonduras 